fredag den 9. februar 2018

Lækkert tilbehør - citroncouscous med bagte gulerødder og løg


Skal du have noget med lam, f.eks. lammekoteletter, lammefrikadeller eller lammepølser, så passer denne ret rigtig godt som tilbehør. Du kan selvfølgelig også spise det som tilbehør til andre slags kød.
Opskriften har jeg set i magasinet Spis Bedre. 






Citroncouscous med bagte gulerødder og løg - min version
(tilbehør til 1)
200 g gulerødder
½ rødløg
olivenolie
ras el hanout (nordafrikansk blandingskrydderi)
1 dl couscous
citronsaft
granatæble
50 fetaost (jeg brugte en med krydderurter, men en almindelig kan også bruges)

Skræl gulerødderne. Del dem 3-4 gange på langs afhængig af tykkelsen. Skær løget i mindre både. Vend begge dele i olie og ras el hanout. Bag løg og gulerødder i ovnen ved 225 grader i ca. 25 minutter.

Couscousen skal laves lige før serveringen. Hæld 1 dl vand i en gryde, drys lidt salt og bring det i kog. Tilsæt couscousen, læg låg på og sluk for varmen. Lad det stå fem minutter. Hæld citronsaft og vend rundt med en gaffel.

Server coucousen på en tallerken med løg og rodfrugter ovenpå. Dryp evt. med ekstra citronsaft. Drys granatæblekerner over sammen med smuldret feta.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar