Datteren var på besøg og snakkede om, at hun godt kunne
tænke sig en opskrift på nogle grove muffins til at tage med som frokost eller
mellemmåltid. Så var det jo oplagt at finde en opskrift på muffins og prøve den
af. Valget faldt på en opskrift fra voresmad.dk, som blev tilpasset det fyld,
jeg nu lige havde lyst til.
Grove muffins med blomkål og pølser
(12 stk)
150 g blomkål
1 løg
1 spsk olie
100 g god pølse skåret i skiver
4 æg
100 g revet ost (jeg brugte cheddarost)
½ dl mælk
1 dl rugmel
2 dl fuldkornsspeltmel
1 dl hvedemel
2 tsk bagepulver
salt, peber
1 spsk sennep
12 muffinsforme
Del blomkålen i små buketter, skær stokken i små tern. Hak løget. Svits blomkål og løg i olie på en pande i 3-4 minutter.
Afkøl blandingen og kom den i en skål. Rør et æg i ad gangen. Vend pølseskiverne i. Rør de
forskellige slags mel, mælk, bagepulver, sennep samt salt og peber i.
Pensl formene med lidt olie. Fordel dejen i formene. Bag dem
ved 180 grader i 30-35 minutter til de er gyldne og gennembagte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar