tirsdag den 31. marts 2015

Kylling i karry med broccoliris - gult og grønt på en hvid dag

Hvem skulle nu have troet det?...

...at man dagen før d. 1. april skulle vågne op til en snedækket verden. Ikke ligefrem velkomment - men smukt var det nu. I hvert fald indtil det begyndte at blive vådt, gråt og smattet i stedet for et romantisk hvidt drys. Så er det alligevel dejligt, at foråret er lige om hjørnet.
 

Sådan en gang vintervejr giver lyst til mad med varme og krydderier, så valget faldt på en gang kylling med karry. Serveret med broccoliris. Og den opskrift får I her.



Kylling i karry med broccoliris
(1 person)
100-150 g kyllingebryst
hønsebouillon
1 lille løg
olivenolie
finthakket hvidløg
½ spsk karry
gurkemeje
spidskommen
koriander
chili
ingefær
4 ringe ananas fra dåse
2 dl kogevand fra kylling
1-2 dl fløde
maizenamel
en lille håndfuld saltede jordnødder
en lille håndfuld rosiner
salt, peber
broccoli
1 gulerod
hønsebouillon
Start med at koge kyllingebrystet 15 minutter i hønsebouillon. Tag kyllingekødet op og gem bouillonen. Hak løget og svits det i olie på panden. Tilsæt hvidløg og krydderier efter smag. Varm det hele igennem og tilsæt bouillon og fløde. Lad sovsen koge op og lad den derefter koge nogle minutter. Skær kylllingekødet og ananasringe i tern. Tilsæt kyllingekødet og varm det igennem. Hvis sovsen er tynd, jævnes den med lidt maizena rørt op i lidt vand. Lige inden serveringen tilsættes ananastern. Det kan godt få sovsen til at skille lidt. Til broccolirisene finthakkes broccoli og gulerod i en minihakker. Grønsagerne kommes i en gryde og dækkes med hønsebouillon. Lad dem koge ca. fem minutter og så er broccolirisen klar til servering sammen med karrysovsen med kylling.

Note: Karrysovs er altid en vinder og kylling er en god partner. Er man grønsagselsker er broccoliris rigtig lækkert og så ser det også godt ud på tallerken med de mange farver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar