Det lyder måske mærkeligt…
…men i går var det faktisk første gang, at jeg smagte svinekæber. Det er selvfølgelig ikke forbigået min opmærksomhed at de findes,
der har bare ikke lige været en anledning til at få prøvet dem af. Men nu havde
jeg nogle liggende i fryseren og da jeg også havde nogle rodfrugter, der gerne
skulle bruges, så virkede det som en god kombination. Jeg studerede forskellige
opskrifter på nettet, det store spørgsmål var, om de skulle koges med øl
eller vin. Vinen vandt og her kan du se den opskrift, jeg nåede frem til.
Svinekæber i rodfrugtsovs med rødvin
(1 person)
200 g svinekæber
olivenolie
smør
½ løg
50 g rodselleri
50 kålrabi
50 g gulerod
3-4 dl bouillon
1 dl rødvin
laurbærblade
timian
salt, peber
1 spsk balsamicoeddike
2 spsk flødeost
Start med at afpudse svinekæberne, så den største hinde af
skåret væk (ikke nødvendigvis nogen nem proces). Brun kæberne på en pande i en
blanding af olie og smør. Derefter lægges de i en gryde. Grønsagerne skrælles
og skæres i mindre tern. Løget pilles og hakkes. Svits løgene på panden i
resterne efter stegning af kæberne. Tilsæt de øvrige grønsager og svits det
hele til det begynder at få farve. Hæld så grønsagerne op i gryden til kæberne.
Tilsæt bouillon og rødvin, laurbærblade og øvrige krydderier. Lad det hele
småsimre et par timer til kødet er mørt. Før serveringen smages sovsen til med
balsamico, evt. mere rødvin og yderligere krydderier. Slut af med et par spsk
flødeost, til at runde sovsen af med. Du kan selvfølgelig også bruge fløde, men
nu var det lige flødeost, jeg havde på lager. Jeg serverede
kartoffelpastinakmos til samt salat.
Note:
Hvad synes jeg så om det? Kødet blev jo dejligt mørt, så som kød i en gryderet fungerer det rigtig fint. Smagen var ok, men ikke det helt vilde. Det vil nok være sovsen og de smagsgivere den er lavet på, der interesserer mig mest. Så jeg kunne sagtens finde på at lave en gryderet med svinekæber igen, men det vil være med udgangspunkt i grønsagerne og så er svinekæberne "bare" kødfyldet.
Fik I i øvrigt nydt det gode vejr i weekenden? Jeg fik gået op til flere ture og havde endda - for første gang dette forår - termokanden med. Fandt en plads i solen med læ og nød min kaffe og en bolle, mens jeg lyttede til fuglene og vindens susen (og den var der en del af) i træerne. Skønt, at foråret er på vej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar