I dag skal det ikke handle om Malmø, i stedet får I en opskrift. Selvom kalenderen nu siger første november og selvom vejret har været gråt og tåget, har det været forbavsende lunt. Så det bliver ikke simreretter eller supper, der står på menuen i dag. I stedet bliver det en let vegetarret bestående af flere dele. Der skal både laves pandestegte fladbrød, der skal laves humus med blomkål og der skal laves chilikvark. Grønsagerne der serveres
til kan varieres efter, hvad man nu måtte have på lager. Opskriften jeg fik inspiration fra, stammer fra et nummer af Alt for Damerne.
(2-3 personer)
Fladbrød:
25 g gær
1½ dl lunkent vand
1 tsk salt
½ tsk sukker
2 spsk olivenolie
100 g rugmel
50 g speltsigtemel
50-75 g hvedemel
Blomkålshumus:
300 g blomkål
200 g kogte kikærter
1 fed hvidløg
2-4 spsk olivenolie
1-2 håndfulde mynte
citronsaft af 1 citron
Chilikvark:
1 tsk knust spidskommen
1-2 tsk fennikelfrø
1-2 spsk olie
2-3 dl kvark (du kan også bruge yoghurt)
salt
tørret knust chili eller chilipasta, hvis man har det
Grønt:
1 agurk, skåret i tern
5 radiser, skåret i tern
lidt finthakket porre
lidt finthakket fennikel
Først skal du have lavet dej til fladbrødene. Rør gæren ud i
det lunkne vand og tilsæt salt, sukker, olie, rugmel, speltmel og hvedemel. Ælt
dejen smidig og lad den hæve ved stuetemperatur eller natten over i
køleskab.
Til blomkålshumusen skal blomkålen skylles og koges helt mør. Lad den
dryppe af og køle lidt ned, inden du blender den med kikærter, hvidløg, mynte,
citronsaft og salt. Til chilikvarken ristes spidskommen og fennikelfrø i
olivenolie på panden. Rør den varme olie og frø i kvarken. Smag til med salt og
chili.
Så skal fladbrødene bages. Del dejen til brød i otte dele. Rul dem til flade aflange brød. Grill
brødene på en varm grillpande eller på en grill. 1-2 minutter på hver side til
de er gennembagte. Server de lune brød med humus, chilikvark og grønsager.
Note: Fladbrødene blev jeg ret vild med. Det er ikke sidste
gang, at jeg laver den form for brød. Blomkålshumusen blev jeg lidt skuffet
over. Næste gang vil jeg kun lad blomkålen koge, til den stadig har bid. Så tror
jeg, at det giver lidt mere smag til humusen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar