Portobellosvampe kan serveres med mange slags fyld. Sidst
jeg lavede portobellosvampe, var det med kødløst fyld. Se opskriften her. Denne gang har jeg fyldt svampene med oksefars smagt til med soltørrede tomater og gorgonzola. Det blev til
en dejlig middagsret, der passer godt til den mørke årstid.
Portobellosvampe med farsfyld
(2 personer)
4 portobellosvampe
200 g oksefars
1 lille løg
olivenolie
2 soltørrede tomater
50 g gorgonzola
salt, peber
Hak løget fint. Rens forsigtigt portobellosvampene, brug
f.eks. en bagepensel. Fjern stokken fra svampene og grav forsigtigt lamellerne
ud med en ske. Hak indmaden og stokken fra svampene. Svits løgene i lidt olie
på panden. Tilsæt oksefarsen og svits den, til den har fået farve. Tilsæt de
hakkede svampe sammen med finthakkede soltørrede tomater og svits til det hele
er blevet varmet igennem og svampestykkerne er faldet sammen. Krydr med salt og
peber. Læg svampene i et smurt fad med den åbne side opad. Fyld farsfyldet i
svampene og top med gorgonzola. Bag svampene i ovnen ved 200 grader i ca. 20
minutter. Serveres med dagens salat og evt. kartoffelbåde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar