tirsdag den 24. april 2012

Blomkålspaté med gulerødder og hvidløgsost


Grønsagspatéer bagt i vandbad i ovnen…

…er altså ikke lige min stærke side. De bliver i hvert fald ikke fine og faste og til at skære flotte skiver af. Men jeg tilgav nu alligevel dagens blomkålspaté, for den smagte rigtig godt. Så pyt med, at den var lidt løs i det. Selv Datteren syntes, at den smagte godt. Jeg brugte en gammel opskrift klippet ud af et ugeblad og byggede videre på den.

 Sådan så den ud oppefra

Og sådan så den ud inden i

Blomkålspaté med gulerødder og hvidløgsost
(4 personer eller 2 personer 2 dage – eller til madpakker)
500 g blomkål
½ bouillonterning
150 g gulerødder
1 bdt. purløg
100 g flødeost med hvidløg og urter
2 æg
50 g smeltet smør
1 tsk citronsaft
muskatnød
salt, peber
Blomkålen plukkes i buketter, noget af stokken kan også tages med. Det hele koges ti minutter i bouillon og afdryppes derefter. Gulerødderne skrælles og skæres i tern, hvorefter de skal have et opkog i letsaltet vand. Blomkål, hvidløgsost og smeltet smør kommes i blenderen og blendes sammen til en jævn masse. Hældes i en skål, hvor blomkålsmassen røres med gulerodstern, æg, fintklippet purløg og citronsaft samt krydderier. Massen fyldes i en velsmurt form, der dækkes med alufolie. Sættes i kogende vandbad i ovnen (lidt under midten) og bages ved 175 grader i en time. Måske ville den være blevet mere fast i konsistensen, hvis den havde bagt lidt længere tid. Prøv dig evt. frem. Jeg serverede dagens salat til sammen med lidt fluté.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar