torsdag den 26. april 2012

Svampebiksemad med æbler og bacon


Biksemad kan være mange ting…

…her har jeg lavet en med kartofler, bacon, æbler og champignon. En opskrift fra Spis Bedre nr. 10 2007. Måske lidt efterårsagtig mad, men kan udmærket spises på en kølig forårsdag.


Svampebiksemad med æbler og bacon – min version
(2 personer)
500 g kogte kartofler
150 g bacon
125 g champignon
1 æble
1 fed revet hvidløg
timian
salt, peber
purløg og/eller ramsløg
Skær evt. fedtet fra baconen og skær den ud i mindre stykker. Steg baconstykkerne sprøde på en pande og læg dem over på et stykke køkkenrulle. Kartoflerne skæres i mindre stykker og steges møre og gyldne på panden i lidt olie. Champignon renses og skæres i mindre stykker. Æblet skæres i mindre stykker. Når kartoflerne er ved at være møre, tilsættes champignon og æblestykker samt timian og hvidløg. Det hele smages til med salt og peber. Bland til sidst bacon i og giv retten et drys purløg eller evt. ramsløg klippet i fine strimler. Serveres med dagens salat og evt. brød, hvis man synes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar