søndag den 19. marts 2017

Marrokansk mad på en kold dansk forårsdag: Tagine med fennikel og kartofler samt lammekødboller

Så har jeg igen kastet mig ud i at lave mad i min tagine. Jeg er stadig rimelig usikker på, hvordan det bedst gøres – men øvelser gør jo som bekendt mester.

Som udgangspunkt brugte jeg en vegetaropskrift med kartofler, fennikel og kikærter, som jeg havde fundet i Kirsten Skaarups bog: Vegetarisk køkken - Marokko. Desuden lavede jeg nogle lammekødboller til. Det kom der faktisk en god ret ud af og opskriften får I nedenstående. Opskriften kan også laves i en stegeso, en römertopf eller bare i et ildfast fad med låg.





Tagine med fennikel og kartofler samt lammekødboller
(2 personer)
½ rødløg
1 fed hvidløg
olivenolie
1 knivspids safran
1 tsk kanel
200 g kartofler
150 g fennikel (svarer ca. til 1 stk)
1 dl kogte kikærter
25 g rosiner
40 g grønne oliven
3-4 dl grønsagsbouillon
Lammekødboller:
200 g lammefars
1 fed hvidløg, finthakket
1 bdt persille, finthakket
spidskommen
stærk paprika
kanel
salt, peber

Hvis det er en lertøjstagine skal man starte med at sætte den i blød i koldt vand, så både bund og låg er helt dækket. Lad den stå en halv times tid, så lertøjet kan nå at suge væde. 

Skær rødløget i ringe. Skær hvidløget i meget tynde skiver. Svits rødløget i olie på en pande og når det er blevet blødt tilsættes hvidløget. Svits i nogle minutter og sæt løgblandingen til side.

Skær kartoflerne i meget tynde skiver. Knus safranen i en morter sammen med lidt salt. Kom 1½-2 dl grønsagsbouillon på panden og rør safran-saltblandingen i sammen med en teskefuld kanel. Når bouillonen koger tilføjes kartoffelskiverne. Lad dem koge 10-15 minutter afhængig af tykkelse. Mens kartoflerne småkoger, skæres fenniklen ud i grove stykker.

Læg kartoffelskiverne i taginen sammen med 1 dl bouillon. Læg fennikelstykker oven på sammen med kikærter, rosiner og oliven. Sæt taginen ind i en kold ovn (dette er vigtigt). Sæt temperaturen på 200 g og lad taginen stå og hygge sig en times tid. Hold øje med, at den ikke koger tør. 

Mens taginen står i ovnen laves kødbollerne. Rør lammefarsen med, finthakket hvidløg og hakket persille. Rør derefter krydderier i. Prøv dig frem med hvor meget der skal i. Steg evt. en lille smagsprøve i lidt olie. Form farsen til små kødboller som steger i olie en ti minutters tid. Ca. 10 minutter før taginen er færdig lægges kødbollerne i oven på grønsagerne og steger med de sidste 10 minutter. Serveres med couscous.

En gang før har jeg lavet mad i tagine. Det var kylling med grønsager og du kan se opskriften her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar