tirsdag den 6. marts 2012


Græsk inspireret vegetarmad

Denne opskrift er endnu et gammelt udklip fra et ugeblad. Tomatsovsen er den store smagsgiver her, så den må godt være rigtig god. Har du en yndlingstomatsovs så brug den endelig, men skal temaet forblive græsk, er det selvfølgelig ikke lige meget hvilke krydderier, du putter i. Ifølge opskriften skal man bruge timian, oregano og basilikum. Selv brugte jeg denne gang Herbes de Provence (jeg ved godt, at Provence er i Frankrig - men krydderierne er stort set de samme), der foruden de tre nævnte krydderier også indeholder rosmarin. 


 Græske ris – min version
(2 personer)
100-125 g ris
1 ds hakkede tomater
½ løg
1 fed hvidløg
3 soltørrede tomater
olie
1 spsk tomatpuré
Herbes de Provence
salt og peber
1 lille aubergine
50 g salatost eller feta
10 grønne oliven (dem glemte jeg – øv)
lidt frisk basilikum
Kog risene møre efter brugsanvisningen på posen eller pakken. Jeg bruger som regel brune ris, som jo skal koge lidt længere end hvide. Løget hakkes og svitses i lidt olie i en gryde. Hvidløg og soltørrede tomater hakkes fint og tilsættes. Dåsetomaterne hældes i sovsen sammen med tomatpuré og krydderier. Hvor længe sovsen skal koge er lidt en smagssag. Personligt kan jeg godt lide, at den får længere tid end de 8-10 minutter, der nævnes i den oprindelige opskrift. Så jeg satte sovsen i gang, da risene var kommet i kog og da de skal koge ca. 35 min. plus hvile, så får sovsen noget længere simretid. Auberginen skylles og skæres i skiver. Man kan evt. drysse skiverne med salt, lade dem hvile 10-15 minutter og så skylle saltet af igen. Derefter krydres de med peber og steges møre i olivenolie på panden. Risene anrettes i et fad, de stegte aubergineskiver fordeles over sammen med tomatsovsen og til sidst drysses salat/fetaost over sammen med grønne oliven. Pyntes med lidt basilikum og serveres med dagens salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar