tirsdag den 27. marts 2012

Lammefrikadeller med spinatbulgur og ovnbagte rødbeder


Jeg kan egentlig godt lide lammekød…

…men det er ikke noget, vi får så tit. For nylig var der tilbud på lammefars i det lokale supermarked og så måtte det være på tide at prøve en gang lammefrikadeller. Og de blev også rigtig gode. Jeg krydrede dem med en færdigblandet krydderblanding specielt til lammekød, som jeg var faldet over i Rema. Krydderiblandingen kommer fra firmaet naturalia og den indeholder: hvid peber, koriander, persille, sort peber, salvie, mynte, dild og hvidløg samt sennepsfrø. Faktisk en rigtig udmærket blanding synes jeg. Som tilbehør lavede jeg bulgur med spinat og ovnbagte rødbeder – det sidste er jeg ret vild med.


Lammefrikadeller med spinatbulgur og ovnbagte rødbeder
Ovnbagte rødbeder:
(2 personer)
300 g rødbeder
1 fed hvidløg
timian
salt, peber
1 dl bouillon
1 dl mælk eller fløde
Lammefrikadeller:
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
400 g lammefars
1 løg
1 dl mælk
2 spsk. hvedemel
lammekrydderi fra firmaet naturalia
Spinat bulgur
(2 personer)
1½ dl fuldkornsbulgur
3 dl vand
salt
200 g frossen spinat
1 par spsk. cremefraiche eller flødeost
Start med de ovnbagte rødbeder. Skræl rødbederne, skær dem i tynde skiver og læg dem i et lille ildfast fad i lag med hvidløg og krydderier imellem. Mælk/fløde og bouillon hældes over inden fadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. en time.
Til lammefrikadellerne røres farsen med revet løg, mælk og mel samt krydderi. Jeg tror, at jeg kom ca. 2 spsk. krydderi i blandingen. Formes til frikadeller og steges på panden i olie eller oliemargarine.
Til spinatbulguren optøs spinaten i en gryde med lidt letsaltet vand. Bulguren kommes i kogende vand og der slukkes for varmen, når vandet koger igen. Lad gryden stå ca. 20 minutter. Spinaten tilsættes sammen med cremefraiche og krydres evt. yderligere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar